Artikler

Kl. 4.45 torsdag morgen mødtes 9 spændte cykelryttere. Dvs. Arne, Frank, Niels A, Hans Kurt, Torben, Peter, Kristian og Finn. 9.-manden Henning skulle stå på i V.Nebel. Tasker blev pakket og cykler spændt på. Peter kørte i Passaten med 4 cykler, 4 personer, kaffe og morgenbrød. Logistikken skulle være i orden, da det ikke var muligt at komme i bagagerummet på Finn´s Avensis, efter cyklerne var spændt bag på. Med cykler på både tag og anhængertræk lignede den nærmest et pindsvin. Og da Henning stod på i V.Nebel som 5. mand i Toyotaen, lå den tungt mod asfalten.

Små 2 timer senere sad vi på en bænk på den tyske rasteplads Hüttener Berge og nød Heidis friskbagte brød og en kande kaffe. Kl. 10:30 ankom vi til Bad Lauterberg. Bilens GPS havde uden problemer ledt os frem til den rigtige gade, men husnummer 12, hvor pensionatet skulle ligge, var ikke at se. Niels måtte ringe. Sønnen af pensionatet hentede os oppe ved vejen. En lille og meget bakket vej førte ned til pensionatet, som hedder Kurheim Heyder. Stedet er en lille smule forsømt udvendig, men pænt og velholdt indenfor. Vi fordelte værelserne.

Nu var det så meningen, at Frau Hauck skulle stå klar med en tidlig forkost. Om det var Niels’ tysk, en dårlig telefonforbindelse eller en fatsvag Frau Hauch får vi nok aldrig opklaret, men realiteten var, at vi måtte cykle afsted med tomme maver. Vi trillede ud af byen i et roligt tempo. De første 22 km var én lang stigning. Med et stort smil på åd vi denne bakke. Nedkørsler blev afløst af nye stigninger. Skovvejen, en 10 km lang stigning, hvoraf de sidste 4-5 km er rigtig stejle, var dagens første rigtige dyst. Alle kom op i fin stil. Det kunne dog konstateres, at ham med den største mund ikke nødvendigvis er først oppe (det ved du da, Niels :-). Det havde lynet og tordnet på stort set hele turen, men nu satte regnen ind. Efter nedkørslen fra St. Andreasberg var vi blevet rigtig rigtig kolde. På det tidspunkt var der mest stemning for at køre hjem til pensionatet – stadig uden at have fået frokost. Niels havde læst om et nyt bjerg, Wurmberg, som vi skulle være tæt på. Vi forsøgte at finde opkørslen, men forgæves.

I mellemtiden var regnen stilnet af. Der var endda små solstrejf i Braunlage. På en pæn restaurant, hvor der var dækket med hvide stofservietter, spurgte Niels og de ville modtage og bespise en flok drivvåde cykelryttere. Det ville de rigtig gerne – der er krise i Tyskland. Vi blev godt nok ikke hverken varme eller tørre, men vi blev mætte. Regnen holdt inde, og efter et par bakker fik vi varmen igen. Efter at havde tilbagelagt 94 km var vi tilbage på vores pensionat. Cyklerne fik en hurtigt vask. På terrassen fik vi en velfortjent øl. Efter et bad stod frau Hauck klar med aftensmaden, som bestod af gullasch og pastaskruer med en lille salat, efterfulgt af et par dåseferskner med fløde.

Så var det tid til at kigge nærmere på gågaden i Bad Lauterberg. Efter en øl på en fortovsrestaurant, gik vi tilbage. Hjemme på pensionatet kunne vi konstatere, at alle Swartzbiere var låst inde. Kl. 22:00 kunne vi så gå på hylden.

Dagens fakta: 94 km. Ca. 2100 højdemeter. Bad Lauterberg – Odertal – Sonnenberg – Braunlage – Königskrug – Oderhaus – Oderberg – St. Andreasberg – Breitestrasse (18% stigning) – Silberhütte – skovvejen – Sonnenberg – St. Andreasberg – Bad Lauterberg.

Fredag.  06:45 bip-bip-bip. Ah.. dejligt med en god skraber. Overskyet – ingen regn i sigte. 07:30 morgenmad. Rigtig fin morgenbord med både mælkemad, rugbrød og rundstykker. Kl. 9.30 hoppede vi på cyklerne. Dagens tur gik over Hogegeiss med frokost i Wernigerrode. Hans Kurt kendte en rigtig dejlig gårdhave, hvor vi kunne spise. Her måtte vi vil lige vente på, at Kristian satte den helt store grillplatte til livs (4-6 forskellige slags steaks), som han skyllede ned med en kande mørk øl. Drikkedunkene blev fyldt, og vi trillede igen.

Til alles forbavselse var de første ca. 10 km væk fra Wernigerrode én lang og heftig stigning.
Hjemme på pensionatet havde Frau Hauck igen tryllet med gryderne. Denne aften stod den på kødsovs og pastaskruer. En ganske anden ret i forhold til dagen før. Niels mente endda, at skruerne var med modsat gevind. Efter middagen tog vi på badeanstalten Vitamar. Frank smuttede dog i forvejen, da han havde lavet en aftale med Frau Jakob til en massagetime. Konsultationen hos Gudrun Jakob afslørede, at Frank kun træder med det ene ben. Hvis han får lært at bruge begge ben, bliver det for alvor svært for os andre at følge med! Det var et rigtigt fint badeland med alt fra kæmpe bølge-, spa-, dampbade, rutschebaner med  tidsmåler, udendørspool, internetcafe og meget andet. Desværre fik Henning en skade på en fod under en tidskørsel på rutschebanen.

Nyvaskede gik vi så til byen. En ufattelig lang tur på efterhånden meget trætte ben. En øl i byen og lidt øl på pensionatet var, hvad det blev til, inden hovedet igen ramte puden.

Dagens fakta: 123 km. Ca. 1600 højdemeter. Bad Lauterberg – Steina – Bad Sachsa – Unter Zorge – Hohegeiss (3,8 km – 7,4 % gns. stigning) – Elend – Wernigerrode – Elbingerode (5,8 km – 4,6% gns. stigning) – Tanne – Bennecken Stein – Hogegeiss – Zorge – Walkenreid – Neuhof – Bad Sachsa – Steina – Bad Lauterberg.

Lørdag.  Sol fra morgenstunden. Torben havde sovet på eget værelse. Han så helt frisk ud ved fremmødet til det store morgenbord. Der stod Brocken på dagsordenen. En knold, der var blevet omtalt med rynkede pander. Ved morgenklargøringen af cykler finder Frank ud af, at der er sprunget et eger på hans forhjul. Et anden hjul incl. et nyt dæk bliver monteret. ”Nå, det sidder da helt godt”, udbryder Frank efter at hjulet er monteret. ”Det gamle hjul måtte ikke komme helt i bund i forgaffelen, for så ville det gå imod” Ah!, denne mand kørte dagen forinden downhill med 75 km/t med et forhjul, der ville blokere, hvis den gav sig i bespændingen og gik i bund i forgaffelen!

Nå, af sted mod det berygtede bjerg. For foden af Brocken blev overtøjet pakket i lommerne, inden det gik mod toppen af heksenes bjerg. En opkørsel på ca. 10 km. På det første stykke var der flere steder grusoverkørsler mellem asfalten. På vej op havde Frank fået et lille hul til vi andre. Han blev dog kørt ind af Niels, Hans Kurt og Finn, inden de skrappe stigninger for alvor satte ind. De 3 sidstnævnte fik nu et hul. Et lille stykke længere ned af bjerget fandt hver rytter sit eget tråd.

Godt halvvejs oppe var der et tiltagende antal fodgængere på den i forvejen smalle og dårlige vej. Uden ringeklokker måtte vi råbe ”dingeling – dingeling”, ”entschuldigung ” og ”bitte”, eller hvad vi nu kunne finde luft til. Hans Kurt og Finn fik nu slået et hul til Niels. Dog var hullet ikke større, end Niels kunne ses af de to forreste på de lige strækninger. Ca. 800 m fra toppen var vejen blokeret af to hestevogne, som foretog af- og påstigning midt på vejen. Den næsten totale vejspærring blev godt hjulpet på vej af folk med vandrestave, som absolut skulle stå ved siden af og klappe hestene. Med undvigemanøvre ud gennem rabatten og med en hastighed på omkring 0,000001 km/t undgik vi med nød og næppe at sætte et ben til jorden. De sidste hundrede meter foregik som forhindringsløb. Et par andre ryttere, som også var fra Danmark, bidrog med at bane vejen.

Hans Kurt og Finn var nu få meter fra toppen, da de hørte Niels råbe ”Lad os bare stå af her. Det er helt håbløst”. På trods af forslaget, trillede Hans Kurt og Finn roligt og forsigtigt videre gennem menneskemængden. Pludselig kom Niels pløjende gennem kødranden af mennesker. Der blev brugt skuldertacklinger, så både børn og voksne fløj til siderne, godt suppleret med store tyske gloser. En hurtig afstemning på toppen mellem de 3 fremmødte, diskvalificerede Niels’ sejr. (stemmerne blev 2-1). Da de næste dukkede op, kunne Niels stadig ikke få armene ned – historien blev nu udvidet til, at han også havde nået at købe og spise en Kæmpe Eskimo, inden de to forfølgere kom til toppen.

Kampen mellem Kristian og Torben, som havde duelleret på de sidste stigninger, faldt bedst ud for Torben. Da Niels havde triumferet gentagne gange, og var blevet meldt ned præcis lige så mange gange, blev mandskabet talt op. Øh, hvor var Henning… Efter lidt ventetid besluttede vi at køre ned. Et godt stykke nede sad så Henning i grøften. Det viste sig, at han havde fået problemer med en pedal. En pinolskrue var gået løs, og skoen kunne ikke sidde fast. Da vi nåede ned til ham, havde han netop fået løst problemet. En MTB-rytter havde lånt ham noget værktøj. Vi trillede det sidste stykke ned af den elendige vej. Dårlig at køre opad, men helt ufattelig dårlig at køre nedad.

Nedenfor bjerget, i byen Schierke, kunne vi så tage plads på vores stamrestaurant fra sidste år. Her brillierede Kristian med at vejlede Finn til en schnitzel med æg. Det viste sig senere at være en schnitzel med en bunke bløde løg. Efter mængden at dømme er der gået 10-12 store løg til denne stak (Finn spiser ikke løg!). Drikkedunkene blev tanket op, og afsted det gik. Ned gennem byen Braunlage. Hvad skuede vore øjne? To bikinipiger krydsede vejen. Godt nok havde vi blodsprængte øjne, og vi havde da også været hjemmefra nogle dage, men det var ikke et fatamorgana. Bedst som cyklerne næsten selv bremsede og ville dreje, så vi en flok rockere, der holdt motorcykelfest. Vi fik styr på cyklerne, og fortsatte vores tur. Det skal siges, at det var ikke første gang, vi kiggede langt efter en flok motorcykler.

På den efterfølgende bakke fik Kristian en defekt. Vi hørte et højt brag og en knasen. Da vi kikkede tilbage, så vi både hjelm og cykel blive kastet ind i grøften tilsat en række meget store tyske gloser. En rigtig Bjarne Riis. Da vi jo hverken havde servicevogn eller ekstra cykel med, måtte tingene hales op fra grøften. Geardroppet var voldsom vredet rundt, og kæden sad i klemme mellem de inderste tandhjul og egerne. Geardroppet blev rettet med stor forsigtighed på en nærliggende bænk i skoven. Resultatet blev faktisk helt godt. Men efter at havde kørt 100 meter, sprang kæden. Denne blev kortet op med hjælp fra et stålautoværn og en flintesten.

Herefter kørte det faktisk meget fint. På hjemturen kørte Peter, Niels, Hans Kurt, og Finn en afstikker op over St. Andreasberg. Her havde Niels ikke glæde af sine, tidligere beskrevne,  beskidte tricks. Han henvises til en 3. plads på toppen. Turen hjem fra St. Andreasberg var én lang nedkørsel – og den blev kørt med fuld fart!

Tilbage i Bad Lauterberg fandt vi de øvrige fem hos Frau Kafka  (sidste års pensionat), hvor de nød en øl og en kop kaffe sammen med Kolding ryttere, som også var kommet tilbage fra deres etape. Aftensmaden blev indtaget på Pizzeria Taranto på strøget i byen. Fantastisk mad! Dejlig rødvin!

Dagens fakta: 100/107 km – 2200/?? højdemeter. Bad Lauterberg – Steina – Bad Sachsa – Wieda – Braunlage – Elend (14,5 km – 5% gns. stigning) – Schirke  – Brochen – Schirke – Braunlage – Königskrug – Oderhaus – Bad Lauterberg (St. Andreasberg – Bad Lauterberg)

Søndag.  Da det var sidste dag, valgte vi at køre lidt før. Skovstien skulle gentages. Torben havde haft lidt vrøvl med et knæ, så han valgte at springe søndagens etape over. Vi kørte ud af indkørslen og 30 meter op af vejen, som starter med en ret stejl bakke. Her trådte Frank sin kæde over og væltede. Han fik dog kun overfladiske skader på et knæ. Så var de 9 blevet til 7.

Turen gik ud af byen mod St. Andreasberg. Her kørte vi langs søen Oder Stausee, som var blikstille. Både skov og blå himmel spejlede sig smukt i vandet. For foden af den ca. 10 km lange skovvej blev der ”påfyldt” energibar, gel, og drikke, hvorefter der blev sat i gang. Farten var pæn høj fra starten. Kristian, Niels, Hans Kurt og Finn lavede et lille hul. Nu var farten høj! Hans Kurt rykkede – de andre 3 måtte virkelig træde til for at hente ham. Da det lykkedes, gentog han succesen. Denne gang var det kun Niels, der kunne træde med. Længere oppe mod toppen måtte Hans Kurt konstatere, at hans numre havde kostet noget energi. Niels var fortjent først på toppen, skarpt forfulgt af Hans Kurt. Han punkterede dog inden han nåede helt til toppen. Så gik turen retur til Bad Lauterberg.

Dagens fakta: 64 km – 1200 højdemeter. Bad Lauterberg – Oderrhaus – Oderberg – St. Andreasberg – Silberhütte - skovstien - Sonneberg - St. Andreasberg - Oderberg - Bad Lauterberg.

En cola, et lynbad og derefter pakning af biler. En tank frisk dieselolie og så hjemover. Kun afbrudt af en ”Autobahn Platte” (karrypølse med fritter) og lidt kø før Elbtunnel.

Turens fakta: Afgang torsdag kl. 4.45 – hjemme søndag kl. ca. 18.00. Kørt 388 km. – 7100 højdemeter.
Pris: Pension (3 nætter m/ morgenmad – 2 aftensmad) kr. 897,- + Brændstof kr. 215,- + 4 x frokost + energibar + lommepenge til drikke.