Artikler

Efter måneders træning, en uges kulhydrat-kur og dages forberedelse var det endeligt dagen, d. 6 juni, hvor vi stod klar til start i Melfar 24 Cycling Challange.

Alle var vel inderst inde lidt i tvivl om, hvorvidt formen var helt, hvor den skulle være, og hvor hårdt det egentligt ville blive, men kl. 10:00 lød starten, og alle 170 ryttere blev sendt afsted, heriblandt os 4 fra Team Egtved.

Generelt var det et meget blandet felt, der stillede til start. Der var ryttere i alle aldre, mænd, kvinder, danskere, italienere - og én fra Slovenien. Træningsniveauet op til løbet var ligeledes meget forskelligt. Enkelte semi professionelle ryttere, andre der havde trænet hver eller hver anden dag, og langt de fleste med samme træningsmængde som vi kender det i Team Egtved.

Første runde af den 58,2 km. lange dagsrute startede med en omgang byger, men derefter så vi ikke skyggen af regn. Vejret resten af de 24 timer var fint - dog med en del vind som sammen med de fynske bakker gjorde ruten lidt hård.

Der blev lagt ud i et højt tempo, og de første 120 km. gav en samlet gennemsnitsfart på omkring de 33 km/t. Det gjorde 3. og 4. runde af dagsruten rigtig hård. Mange havde lagt for hårdt ud, og betalte prisen på de efterfølgende runder. Men alle får en krise undervejs i løbet, spørgsmålet er blot hvornår den kommer, og hvor hurtigt man er ovenpå igen.

De efterfølgende runder blev kørt i et mere moderat tempo, og efterhånden som timerne gik, blev der dannet mindre grupper, som harmonerede. Faktisk endte vi med at køre sammen med de samme 4 ryttere, indtil få timer før løbets afslutning.

Omkring klokken 20:00 rundede vi de 300 km., og afholdte vores første pause på mere end 30 min. Der blev tanket op, smurt bagdel - ryg - lår og spist aftensmad, inden vi åbnede op for natrutens strabadser.  

Natruten var 16 kilometer fra Middelfart, langs kysten og med vendepunkt i Strib. En fantastisk tur, som man ikke glemmer efter dette løb. Mange vil huske ruten for solnedgangen, udsigten over Lillebælt, smerten, stilheden, små diodelygter i mørket, lyden af carbon cykler og hullerne i asfalten, som virkeligt kunne gøre en øm bagdel meget meget værre. Men det smukkeste var at se solopgangen. Da vidste vi, at vi var godt på vej til at have gennemført de 24 timer. 

Tidligt på morgenen var cykelstativerne i Pit-området mere fyldte end nogensinde, men Team Egtved var kørende på trods af, at vi alle fire havde haft hver vores krise i løbet. Men Panodil, massage, varmecreme og vilje havde vundet over smerterne, og vi kunne nu se frem til morgenmad og en afslutning på løbet, hvor alle gav de sidste ubrugte kræfter, der måtte være tilbage. 

Gadeløbet, som afsluttede de mange timer i sadlen, gav de fleste ryttere uopdagede kræfter. Der blev kørt stærkt igen den sidste time. Og motivationen blev ikke mindre af, at familie, og ikke mindst en stor flok af cykelkammeraterne fra Team Egtved, stod i målområdet. - Det var virkelig dejligt at se jer, og jeres opbakning gjorde, at man glemte alt om den slidte krop. 

Det var en fed fornemmelse at stå efter løbet og have gennemført en sådan præstation. Det var det hele værd, og kan varmt anbefales!

Tusind tak for opbakningen søndag formiddag.
 
Vh.
Lars 403 km ,-  Frank 502 km , - Jens Peder 570,6 km , - og Jonas 574,2 km.

Billeder

Du er her: Home Artikler 2009 Melfar 24 Hour - set fra sadlen