Artikler

Klubturen til Blåbjerg plantage søndag d.1 nov. var bare alle tiders søndags underholdning og så var det endda gratis. 20 spændte mountainbikere, nogle uprøvede, andre mere erfarne, nogle på egne cykler og nogle på den cykel, som de havde lånt fra den trailer, som klubben har lejet af DCU. Kortegen tog af sted fra klubhuset på Ørvigvej ved 8 tiden.
Da vi var fremme ved ca.10 tiden, så v,i at mange andre mindre hold og enkelt personer havde fået samme ide. Vi gjorde os klar. Vejret var tørt men der blæste en kold russervind, så det var bare med at komme i gang, så vi kunne få varmen. Kristian bød velkommen ”som om det var hans skov,” og vi aftalte, at kl. 11.30 skulle alle være tilbage på parkeringspladsen, så vi kunne fortære de fine sandwichs, som bestyrelsen havde fremtryllet, men mere om det senere.
Før vi kørte ud på en af de 3 afmærkede ruter, delte Esben lidt ud af sine egne erfaringer med de 3 ruter. Hvid rute, oplyst til 11 km, og som den teknisk mindst krævende rute, men dog med flere svære passager. Sort rute som den absolut mest krævende rute på 6,5 km og en grøn rute på ca. 4 km, som langt hen ad vejen var en blanding af sort og hvid, men uden de sværeste steder fra sort rute. Folk fandt sammen i små grupper, som man nu mente, man passede sammen, og afsted det gik. Undertegnede kørte sammen med Arne, Per og Jonas, og vi skulle ikke ligge tilbage for Esben, Peter og Tommy, som havde givet udtryk for, at de ville køre sort rute først. Så vi fløj af sted efter dem, men snart var de ude af syne, måske fordi de alligevel havde valgt den grønne rute. ”Det er i hvert fald ikke fordi, de hurtigere end os.” 
Da vi havde kæmpet os halvvejs igennem denne meget svære rute, syntes Arne, at nu var det nok, så han drejede ud på den hvide rute og dermed ud i ensomheden. Han så nemlig ikke andre i halvanden time. ”Hvor skoven dog er frisk og stor, kuk kuk kuk kuk faldera”. 
Efter den sorte rute, kørte de 3 tilbageværende i vores gruppe ud på den hvide rute, og selv om vi gav max gas, så tog det næsten 1 time at gennemføre den. Længden af ruten blev nu også diskuteret noget. Der var målt alt lige fra 12 til 14 km, og skam få den, der påstår, at vi havde kørt bare en meter forkert. Det passede lige med at få lidt tørt tøj på, så var det spisetid og appetitten var stor.
Da vi var næsten færdige med at spise alle de gode sager, var der nogle der opdagede, at vi manglede Gert. Ved en opringning til ham fandt vi ud af, at han havde oprettet sin egen eBay portal ude midt i guds frie natur, og det er klart meget svært at cykle i noget af  Danmarks mest uvejsomme natur, når man samtidig skal sælge alt sit habengut på mobilen.
Pausen blev ikke særlig lang. Dertil var det for koldt, så alle trillede snart ud på ruterne igen. Ham der Allan, der ikke har slidt sit kontingent op på det seneste, lignede dog en, der var lige ved at have fået nok. Det tærer altså også på kræfterne. Vi var mange, der fulgtes ad ud på den sorte rute igen, og man skulle tro, folk havde drukket, for de væltede simpelthen til både højre og venstre. Da Finn væltede på sine fine nye røde Cannondale, var Bente så ”ukollegial” at skraldgrine, så skoven den rungede. Jagten af råvildt er efter sigende ødelagt i flere år fremover. Men jeg kan jo ligeså godt indrømme, at jeg selv lavede det aller flotteste stunt. Om det var dårlig kørestil, manglende koncentration eller for mange sandwichs i maven, vides ikke, men jeg røg i hvert fald lige på hovedet forover cyklen. Jeg hørte siden, at Teit havde lavet næsten samme nummer. Jeg er er ikke helt klar over, hvad klokken var, da vi fik kaffe og hjemmebagt kage, men jeg ved, at alle kræfterne var brugt efter 30 km i skoven. Nogle kørte vist helt op til 40 km. Dorte var dog helt vildt opsat på at den lånte cykel snart skulle luftes igen, så hun var indstillet på, at vi skulle af sted igen onsdag, koste hvad det ville. ”Barnets første sygedage eller hendes mosters begravelse.”  Alle kom igennem dagen uden at komme nævneværdigt til skade, og tilbage i klubhuset blev vi vist enige om, at det skal gøres om en anden gang.

PS. Undskyld Bente og andre der måtte føle sig stødt.

Lars