Artikler

Hans Ludvig inviterede i Harzen op til Ballondans. Jeg var den ene partner som Hans ledte efter, så efter mange overvejelser og en del planlægning fra Hans’ side, tog vi af sted til Alsace.

 

Formen var for mit vedkommende egentlig ikke helt god nok. En Jelling Festival og lidt sygdom gjorde det ikke bedre, men man er vel en ukuelig optimist, sådan en bette tur på 213 km med ”kun” 4300 hm. kan man vel klare på grundformen .

 

Med lidt hiv og sving fik Hans en læge erklæring lokket ud af sin læge, torsdag eftermiddag lige inden afgang. Om det er fordi lægen har hørt Hans fløjte som et damplokomotiv, når han kører op ad, vides ikke, men det var åbenbart ikke let at overbevise lægen om, at godt 3000 km i benene kunne opveje de 3 kroniske sygdomme.

 

Nå men vi drønede ned ad A7 i godt vejr. Hen ad ved 20.00 tiden var der pludselig kø på motorvejen, 8-10 biler havde lagt sig ned i den modsat gående retning og man havde så valgt at stoppe al trafik . Og hvad gør så rigtige motionscyklister på vej til cykelløb. Hans hev straks Trangia kogegrejet frem, vi kunne jo lige så godt udnytte tiden til at få lidt aftensmad. Det er jo helt normalt at stå og koge pasta midt på motorvejen!

 

Efter 1 times tid blev vores bane igen åbnet og vi blev enige om at give den gas for at nå frem til det franske hotel som Hans havde ringet til. Vi var fremme Kl 03.00.

 

Næste dag blev brugt til at gennemkøre ca. halvdelen af ruten i bil så vi vidste hvad vi gik ind til. Og igen blev der kogt pasta, denne gang på toppen af Grand Ballon i 1350 mtr`s højde. 

 

Startnumrene hentede vi i Luxeuil Les Baines som også var start byen næste dag. I teltet hvor vi hentede  startnumre, så man kun små letbenede ryttere mellem 70 kg og skinddøde. Hans og jeg kiggede samtidig på hinanden; sådan godt og vel 90 kg rå muskler jævnt fordelt, kunne vel nok hamle op med sådan nogle små gedehamser. Spøg til side; vi blev sgu lidt skræmte! 

 

Lørdag ringede vækkeuret kl 04.45. Morgenmad på Hans` værelse Jeg havde medbragt havregryn og rosiner. Hans havde overtalt hotel personalet til at sponsere 1 ltr. mælk og noget kaffe som vi igen varmede på det medbragte kogegrej. Nu var det tid til at gøre sig ren, men nej, man kan ikke sådan presse kroppen til noget den ikke er klar til!

Vi kom af sted til startbyen og gjorde os klar til start. Men nu var kroppen sørme klar til et toilet besøg. Der var bare lige det problem at der kun var 2 toiletter til 4000 mand! Godt vi havde været forudseende og havde taget noget toilet papir med i lommen - ind på det store toilet inde midt i den nærliggende skov og problemet var løst – vupti!

 

Vi skulle starte fra det lokale stadion og løbebanen var fyldt helt op med over 4000 cykelmotionister og nu så vi at der var andre + 90 kg ryttere tilstede. 

 

Der var allerede nu meget varmt lige der i solen hvor vi stod og ventede i 45 min. på at starten skulle gå. Ud af byen det gik, flad vej og vi prøvede at beherske os - kørte med beskedne 33-35 km`t.
Efter 15-20 km begyndte bakkerne som perler på en snor. Først Col des Chevres - 8 km opad – hvor det nogle steder var meget stejlt, ca 15-16 % og et gennemsnit på 5,8 %,  masser af løst grus og alt for mange cyklister, hvoraf en del valgte at trække op. Ikke Hans og jeg, nej nej vi var godt kørende, jeg havde endda kræfter til at skubbe en der var i vejen – og nej det var ikke en pige med lange fletninger, sådan som Hans ellers antydede 

På toppen, efter 38 km, kom det første depot. Dunkene var allerede næsten tomme. Fint depot, godt nok kun rent vand, ingen energidrik men vingummi, frugt og cola for lige at tage det vigtigste.

 

Lige efter depotet kom der en kort men grim/spændende og meget bulet nedkørsel på 18 %. Her lå der en meget forslået rytter i vejsiden med blodet løbende ned ad ansigtet. Uha, det får lige en til at køre ordentligt – i hvert fald sådan en kort periode .

Vi kørte videre hen over en mellemstigning der hedder Giromagny som hverken Hans eller jeg kan huske noget fra. Temperaturen var efterhånden oppe på 26-28 grader, i dalene og ude i solen endnu mere.

 

Dernæst skulle vi bestige Ballon D. Alsace som er 5,2 % i snit og 12,5 km. Lang. En rigtig god opkørsel, der lige passer til et par store ryttere. Vi overhalede da også en del andre ryttere her op ad. Jeg var ret godt kørende, så jeg kom op lidt før Hans. 

På toppen var der igen depot med tilhørende kaos, hvor folk skubbede og masede for at få vand. Vi fik gaflet noget brød. Måske fik jeg proppet for meget brød ned, maven var i hvert fald ikke helt tilfreds.

 

Nedkørslen var rigtig sjov – ja reelt helt forrygende, med indbyggede spændingsmomenter, så som pludselige meget skarpe sving. Derefter fulgte et fladt stykke med modvind hvor jeg og en anden rytter skiftedes til at føre. Set i bakspejlet gav jeg nok lidt for meget gas her (kan i høre, at vi her begynder at svømme baglæns? – HLW tilføjelse).

 

Så kom vi til en stigning som vi ikke rigtig vidste noget om – Col de Hundsrück, men det viste sig, at den startede lidt brat med stejle passager, så lidt fladt og så brat op igen. Mod toppen begyndte jeg at slække lidt på tempoet for at vente på Hans. Hvad jeg ikke vidste, var, at der var en krise på vej. Jeg var ved at koge over inden under bandanaen og inden toppen var Hans kørt forbi og min puls lå nu på 160-170 hvor jeg ellers havde kørt efter og lovet mig selv, at den ikke skulle over 140. En grænse som jeg ligesom vidste jeg skulle holde mig under, for ikke at få problemer. 

På toppen stod Hans og snakkede med et par turister da jeg kom op. Jeg sank henover cyklen og havde det ret dårligt, det svimlede lidt, men jeg prøvede på ikke at overdramatisere det og tog bandanaen af. Da Hans spurgte om jeg var klar til at køre videre, var jeg nødt til at bekende kulør og vakle hen til en græs plet for at lægge mig ned. Hans blev bange og spurgte om vi skulle ringe efter hjælp, men lidt vand i hovedet og 5 minutters pause hjalp, så pludselig følte jeg mig klar igen. 

 

Afsted det gik igen – endnu en forrygende nedkørsel. Først bløde sving, hvor vi overhalede en del. Så stop for at tage vesten af. Dernæst overhalede vi de samme igen. Vi er måske ikke så gode til at køre op, men køre ned det kan vi !

 

Grand Ballon var nu næste ret på menuen. 6,1% i snit og 16 km lang, hvor af de sidste 7 km var over 8 % i snit – i alt 1000 hm. Efter få km tankede vi vand ved en fontæne. Der var rift om vandet her. Da jeg skulle af cyklen fik jeg kortvarigt krampe i hele venstre ben, både foran og bagpå, ikke gode tegn. Men jeg spiste de sidste salttabletter og så af sted opad i eget tempo.

Hans og jeg blev enige om at han bare skulle køre og så ses ved mål. Jeg må indrømme at det ikke var en Lars Jørgensen på toppen der langsomt kravlede op ad denne stigning. Jeg var næsten i panik gearet hele vejen op. Når pulsen kom over 140 måtte jeg af og sunde mig. 3 gange i alt var jeg nede og sidde og tænke over tingene. Men jeg skal lige huske at fortælle at, op ad stigningen sad de i skyggen i vejkanten i bunker på 40-50 mand, som så ud til at have opgivet. 2 km fra toppen viste min Garmin 28 grader og der var ingen vind, puha det var varmt. Hvis jeg havde haft overskud så ville udsigten herfra have været helt fantastisk! Endelig på toppen. Jeg stod og kiggede lidt rundt. Hans var jo nok kørt men man ved aldrig. Næ nej, pludselig råbte Hans op, han havde sørme købt en cola og nogle smurte boller til mig. Så ventede han alligevel på mig, det kan man da kalde en kammerat . Hans fortalte, at han også havde haft en ekstrem hård tur op ad Grand Ballon. Her er hans egne ord: ”Når jeg ikke ventede på Lars kunne jeg godt overhale en del, men blev selvfølgelig også selv overhalet. Som jeg husker det var jeg godt nok kørende - hele vejen, men på de 3 mindste hjul (21-28), men også presset - mest til sidst, hvor det var fristende at sætte sig i siden, som de mange mange andre der sad opgivende, som om de ikke havde planer om at fortsætte!!!  Ingen skygge overhovedet de sidste par km - reelt heller ikke megen skygge længere nede. Jeg ventede på toppen med kold cola og sandwich. Og spørg så om Lars kunne spise noget? Nej nej, han sagde bare, at maven var helt lukket. Jeg tror han var lidt træt - eller træt af, at musklerne gerne ville, men kroppen ikke var med”. Citat slut. 

 

For at denne beskrivelse ikke skal blive al for lang og kedelig vil resten af turen kun blive beskrevet i stikordsform.

 

Toppen af Grand Ballon - 123 km er kørt kun 90 tilbage og endnu 1000-1300 hm, vand udsolgt i depotet, lang kedelig og halvdårlig nedkørsel til Kruth, en fed opkørsel til Col D Oderen, hvor jeg nogenlunde kunne være med igen, men øv kun de første 3 km, så blev den også stejl og så kneb det igen for letsværvægts bjerggeden. Opmuntrende tilråb fra toppen af et hårnålesving fra Hans hjalp ikke særlig meget. Lidt pause på toppen og så nedkørsel til Le Thillot. Fra Le Thillot gik ruten via en midlertidig lukket vej (for biler), over en lille stigning på et par hundrede meter. Nedkørslen derfra var fantastisk flot og vejen helt vores egen. I Servance tappede vi vand fra fontænen hos en venlig gammel dame, men dernæst forsvandt den franske gæstfrihed. Kun 10 meter fra fontænen startede en ”Sandagergaard stigning, bare 5 gaaaaaaange så laaaaaaang, skiftevis 8 og 15 % stigning. Her måtte Jørgensen af og gå 50 mtr. på clamper og trætte ben.  

Efter det sidste depot – ujævn asfalt gennem "Lille Finland" med de 1000 søer, kvækkende frøer og græshopper. Rå ujævn nedkørsel - godt vi ikke skulle op af den. Fladt 10 km ind til mål hvor vi trak en slange efter os. Endelig kunne jeg hjælpe Hans lidt igen her på det flade.

 

I mål viste Garminen 218 km og 4000 hm, lige lidt ved siden af de officielle tal.  Til HL' store fortrydelse var tiden 11timer og 42 min - nok til, at Lars fik sølv og HL kun bronze på grund af forskellig aldersgruppe!!!! 

(Hans efterskrift: Hvis vi var kommet i mål på under 11 timer og 40 min, altså 2 min hurtigere, ville jeg også have fået sølv!)

 

Da målområdet ”heldigvis” ikke ligger ved startområdet var der ”unik mulighed” for efter pasta party i målområdet at "rulle af" på de ekstra 10 bonus km tilbage til bilen, der stod der helt Palle alene - de andre var jo kørt . 

At det havde været en varm dag, var et bundt bananer i bilen et klart bevis på - de var gået fra gul til sort i løbet af dagen! 7 liter væske og adskillige salttabletter havde Hans inhaleret under turen + en del før og efter, LJ noget mindre pga. en sammensnøret mave.

 

Dagen blev afsluttet med pizza, cykelsnak og en tur i poolen. Hans og jeg havde en oplevelsesrig dag i enormt flot natur. Om vi ville gøre det igen – JA HELT KLART!

 

God sommer

Hans Ludvig og Lars

Du er her: Home Artikler 2013 2 tosser og 3 Balloner