Artikler

Lørdag den 17. august kl. 6:15 stod 19 Team Egtved ryttere klar ved Egtved Skole til at cykle mod Skagen. Turen var oprindeligt annonceret til 275 km. Men da de store veje blev valgt fra ville det blive en cykeltur på 320 km. Der var 3 ryttere der valgte den lidt kortere distance på 152 km med start fra Mariager. Turen var arrangeret af Dorthe Svane og Erik Kristensen og indeholdt ud over de mange kilometer også  følgebil, depotvogn samt transport hjem fra Skagen lørdag aften med bus. Følgebil og bus var venligst udlånt af Balle Fri- og Efterskole, mens depotbilen var stillet til rådighed af Wellmore.

 

Følgebilen blev kørt af Poul Brasso, som hellere ville køre langsomt bag feltet hele vejen til Skagen end at skulle sidde på en cykel den lange vej. Depotbilen var bemandet af Jesper og Mia (Bentes kæreste og datter), som sørgede for, at depoterne undervejs var velforsynede med diverse gode sager, Der var 4 depoter undervejs startende med morgenmad, derefter depot med søde sager, frokostdepot samt depot med kager og kaffe. Frokostdepotet i Mariager var med pastasalat med kylling og brød – lige hvad vi trængte til inden de sidste 152 km. I Mariager stødte der som nævnt 3 yderligere til feltet.

Afslutningsvis var der champagne og kransekage på havnen i Skagen efter vel overstået tur. Transporten hjem fra Skagen sørgede Ole Bladtkramer for, som også havde cykeltrailer med til cyklerne.

Hvordan gik turen så? Den samlede distance der blev cyklet den lørdag var på ca. 6.600 km. Der var i alt 10 punkteringer på turen og heldigvis kun et styrt, som i første omgang ikke havde konsekvenser for Lennart, som styrtede. Styrtet skete umiddelbart efter depotet i Langå i forbindelse med en nedkørsel. Lennart kom op på cyklen igen efter et lille hvil og kørte videre, men måtte dog et stykke tid senere opgive at cykle videre, da smerterne i hoften var for store. Lennarts cykel kom dog forbi byskiltet i Skagen, idet John havde problemer med hans bagdæk mellem Frederikshavn og Skagen og hvad var så mere nærliggende at benytte Lennarts cykel til den sidste del af turen. John måtte dog også lige låne Lennarts cykelsko, så skoene passede til pedalerne. Derudover var der enkelte, der fik kramper, men de formåede at få bugt med dem og køre videre mod Skagen.

Turen til Skagen bød på en enkelt færgeoverfart fra Egense. Der var ingen ventetid ved færgen, idet vi kunne køre lige om bord og derefter lagde færgen fra land og sejlede det korte stykke over Limfjorden til Hals.

Det var beregnet en gennemsnitsfart på 25 km/t inkl. pauserne på depoterne og ca. 28 km/t uden pauserne for den 320 km. Turen var beregnet som en social klubtur, som alle skulle have mulighed for at deltage i. De stærke ryttere havde fornøjelsen af at køre foran og holde et konstant tempo mens andre lå bagved og hyggede sig og forsøgte at holde trit. Der var en del gange hvor tempoet blev en anelse for høj for at alle kunne følge med, hvorpå farten blev sat lidt ned. Vi var gode til at få hinanden med og hjælpe til, hvis der var problemer af forskellig art. Selve ruten var en del bakket indtil Mariager, hvorefter den var relativt flad.

 Inden 1. depot var der lidt problemer at finde den rigtige rute, bl.a. endte vi med at køre et lille stykke på grusvej. Problemerne med at finde den rette vej gjorde, at den samlede distance blev på 334 km på trods af vi flere steder tog de store veje i stedet for køre ind på de mindre (om-)veje. Vi var i Skagen kl. 20 lørdagen aften til den før omtalte champagne og kransekage på havnen. Gennemsnitsfarten endte på ca. 25 km/t inkl. stop mens den uden stop lå på 28,9 km/t.

Hans Ludvig har sørget for, at der var mulighed for at få et bad på Grenen Camping. Modydelsen var et foto af Team Egtved til campingpladsens hjemmeside. Efter vel overstået bad, for nogles vedkommende i havet,  kunne vi godt trætte begive os hjemad mod Egtved efter at have udstået strabadser undervejs til Skagen. I bussen blev de omdelte sandwich fortæret sammen med øl/vand. Der faldt snart ro i bussen efter diverse smådrillerier om bl.a. indlæg i dækkene til hindring af punkteringer…..

Alt i alt en fantastisk tur med rigtigt godt vejr. Der var kun lidt våde veje i starten, som hurtigt blev tørre. Inden vi kom til Skagen var der faldet lidt regn, så vejene var lidt våde, men ellers en tur i tørvejr. Der var ganske lidt vind fra sydvest, hvilket gjorde, at der var medvind det meste af vejen. Tak til arrangørerne for en god tur. De må have forbindelser til de højere magter, for bedre vejr kunne vi ikke ønske os. De må gerne lave en tur igen næste år med lige så godt vejr!

Du er her: Home Artikler 2013 Team Egtved mod toppen af Jylland