×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 156

Artikler

En oplevelse uden sidestykke

Beretning fra Team Egtveds Mamotte-tur.

 

De bedste oplevelser kræver som regel stor forberedelse. Om forberedelsen til vores Mamotte–eventyr har været lang. Beslutningen blev truffet sidst på sæsonen sidste år – og siden har forberedelserne været i gang – og det hele kulminerede med løbet d. 5. juli.

Vi siger alle stor tak til Finn for hans super store stykke arbejde i forhold til alt det praktiske. For mig har det blot været at gøre de ting som Finn har bedt os om – og så var der selvfølgelig lige træningen. Jeg tror, at vi alle har trænet mere, end vi nogensinde før har gjort, med de følger det har haft for familier, venner, arbejde med mere. Jeg selv havde 5124 km. i benene inden vi tog af sted.

Vi havde besluttet, at gøre opholdet så kort som muligt, så det tog så få feriedage som muligt. Hans Ludvig og Per Holst valgte dog at bruge en hel uge, hvilket var til stor fordel for os andre, hvilket I vil få forklaringen på, hvis I læser videre.

Vi andre syv: Kristian U, Finn, Lars, Flemming, Styrbæk, Jørgen og undertegnede kørte fra V. Nebel onsdag aften kl. 18:00 – Vi kørte i to biler og turen til Alpe Huez gik super fint – uden store køer eller andre problemer. Det betød at vi ankom kl. 09:30, hvilket var et par timer før forventet. Hans Ludvig og Per H stod klar med det store morgencomplet, hvilket vi alle var super glade for. Efter indkvartering i de tre lejligheder tog vi ud på det, vi kaldte en lille træningstur for lige at få kørerturen ud af kroppen. Hans Ludvig var hurtig til at foreslå en helt fantastisk tur, hvor vi kørte bagud af Alpe Huez over et andet lille bjergpas og ned på den anden side af den normale vej op. Det blev en helt fantastisk tur i solskind og 30 grader, hvor vi alle fik en oplevelse af den storslåede natur og de udfordringer bjergene giver.  På turen havde vi vores eneste uheld på hele turen, da Finn punkterede efter 4 km. cykling.

Efter bad og omklædning var der tid til at hente startnumre inden der igen blev disket op på terrassen hos Hans Ludvig og Per H – denne gang med en helt fantastisk omgang spaghetti bolognese. Snakken gik heftigt og alle begyndte at oparbejde det nødvendige spændingsniveau. Det bliver godt nok hårdt! – mon vi kan klare det? – hvad med tøj osv. Alle gik tideligt i seng – og sov dybt og godt.

Fredagen skulle bruges til klargøring og restitution. Vi besluttede os for at køre en del af ruten baglæns i bil op til toppen af Galibier. Det er en tur på næsten 60 km, hvor det i går op af – altså, hvor vi dagen efter skulle køre ned af. Jo tættere vi kom på toppen jo stejlere blev det, jo dårligere blev vejen, jo mere blæste det og jo koldere blev det. Vi så her alle den helt enestående natur vi dagen efter skulle kører i – og på toppen kunne vi se ned af på den vej vi skulle kører op. Det var her jeg tænke: ”hvad helvede er det jeg har meldt mig til!” og jeg tror at vi alle byggede en klump op i maven, som indeholdt en vis portion tvivl. Om aftenen gik vi på restaurant og spiste og gik alle tidligt i seng: vi skulle jo være udsovet til næste dag – alle havde dog umådeligt svært ved at falde i søvn.

Så kom dagen endeligt. Vi mødes kl. 06:45 uden for hotellet og trillede ned af Alpen til startområdet i Bourg d’Oisans. Det havde regnet om natten, så vejene var fugtige og vi så en hel del punkteringen på vej ned, men heldigvis gik vi fri for dette. Fra Keld, som havde vejledet os om turen, havde vi fået det gode råd at tage en gammel trøje med, som vi kunne smide væk i startområdet, så vi ikke blev alt for kolde på vej ned. Dette var et super godt råd, som gjorde at vi alle var super klar til start. Da starten gik, havde vi forventet, at det ville blive lidt kaotisk med de mange deltagere, men med Lars forrest som trækdyr (I kender ham!) så kom vi godt der ud af på de første 10 km., som er flade. Herefter startede opkørslen til Col de Glandon, hvilket samlet er den længste opkørsel på 24 km. Den starter ved en floddal og går op igennem et langt skovområde inden man bevæger sig over trætoppende – det var især et fantastisk syn, at se den lange ubrudte slange af ryttere, som bevægede sig der op af. Vi kom alle rigtigt godt op af denne lange stigning og nåede lige at hilse på hinanden i depotet på toppen, hvor tiden blev standset, for ikke at gøre nedkørslen for farlig. Dette betød at alle tog sig god tid til at komme ned.

Herfra kom så turens eneste flade stykke – og også mest kedelige stykke, hvor man kørte på en større hovedvej, så her var taktikken at finde en god gruppe at køre med, hvilket lykkes for mig – jeg blev trukket de ca. 30 km. af en Belgisk cykelklub, så der blev sparret godt på kræfterne. Efter ca. 80 km. ramte vi så det andet bjerg: Col du Telegraphe, en stigning på ca. 14 km., som ikke er helt så stejl, som de andre, men den var hård nok! Jeg startede sammen med Jørgen, men han satte turboen på, og så var han væk. Lidt efter kom jeg op til Hans Ludvig og lidt senere op til Lars, som jeg kørte forbi, blot for et par km. efter igen at blive overhalet af ham, hvorefter vi mere eller mindre fulgte hinanden til toppen. Her var jeg godt brugt, og manglede væske, så jeg kørte i vand-depot og drak hurtigt en liter vand, inden det gik ned af en kort nedkørsel på ca. 4 km. til byen Valloire, hvor opstigningen til Galibier starter, her var der et større depot, hvor jeg gav mig tid til at spise godt inden opstigningen.

Opstigningen til Galibier var hård og ubarmhjertig, men også helt fantastisk, man kommer hurtigt over trægrænsen op i det nøgne landskab, hvor vejen snor sig af sted, men hele tiden med udsyn til toppen, - og der er langt derop, så det er en psykisk hård tur. Det tog langt tid for mig at finde den rigtige rytme, hvilket betød, at jeg et par gange stoppede op og drak væske, men også for at nyde det storslåede billede af natur og tusindevis af ryttere, der bevægede sig imod toppen i en lang slange. Det var en mærkelig oplevelse, for der var helt stille, - ingen sagde noget, men trampede bare der-op-af. Jo tættere man kom på toppen dets mere gold natur og sne i vejsiden. Toppen ligger i 2600 m. højde, og er rutens højeste punkt. Her var der igen et fint depot, hvor der kunne fyldes op inden den lange nedkørsel. Det var en fed fornemmelse at nå toppen, for vi vidste, at her fra gik det ned-af meget længe, og så var der jo bare Alpe Huez tilbageJ

Den lange nedkørsel var fed, især for de stærke nedkørere, men jeg nød den faktisk også – efter ca. 15 km. blev jeg overhalet af Hans Ludvig, som jeg forsøgte at følge, men det lykkes ikke helt. På nedkørslen starter man i den helt nøgne og barske natur på toppen af Galibier og bevæger sig så ned af bjerget, gennem en række skønne små bjergbyer, en masse tunneler og med udsyn til smaragdgrønne søer, – snefyldte bjerge og brusende vandfald. Nedkørslen flader ud de sidste 10 km. ind til Bourg d’Oisans, hvor det sidste depot inden opstigningen til Alpe Huez befinder sig. Her mødte jeg igen Hans Ludvig og Per Holst. Vi begyndte på opstigningen, hvor Per viste sig at have de bedste ben, så han kørte hurtigt afsted. Hans Ludvig og jeg kæmpede os der op-af: min taktik blev at tage tre sving af gangen – en kort drikkepause – og så tre sving igen. Op gennem de 21 sving stod der masser af mennesker og heppede, - og vi overhalede mange, som havde det rigtigt svært. Det var selvfølgelig rigtigt fedt, at komme i mål, hvor Hans Ludvig og jeg næsten ramte samtidig. Her stod Jørgen og tog imod – og inden længe var vi alle samlet om den mest velfortjente øl vi har fået i meget lang tid.

Resultatet for os alle fremgår af nedenstående:

 

Vi gennemførte alle uden uheld eller de helt store problemer, så træningen har for alle ikke været forgæves. Om vi kan overtales til at prøve igen – prøv og spørg! Der er selvfølgelig rigtig mange små historier, som vi gerne vil fortælle, både sande og nogen som vi har lagt lidt til på, dem må i få ved lejlighed!

 

Lørdag aften var vi selvfølgelig alle trætte, men også meget stolte over at gå rundt i vores Mamotte-trøjer. Der vil gå mange dage inden vi alle helt har fået fordøjet denne ultimative oplevelse. Søndag morgen vente vi bilerne imod Egtved og også hjemturen gik problemfrit, så den herlige ”cykelgud” har hele turen holdt hånden under os. Fra mig skal der lyde et kæmpe stort tak for helt fantastisk samvær!

Per Nedergaard Rasmussen

Du er her: Home Artikler 2014 La mamotte